Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) søger en ekstern lektor til OSINT-undervisning på Institut for Journalistik
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en ekstern lektor med stærke OSINT-kompetencer, undervisningserfaring, samt viden om og erfaring med brug af OSINT i journalistisk arbejde.
Ansættelsen vil fortrinsvis være rettet mod professionsbacheloruddannelsen og kandidatuddannelserne i journalistik på Campus Aarhus, men der vil også kunne forekomme opgaver på andre uddannelser, herunder kurser og videreuddannelse, samt i mindre grad på uddannelserne på Campus København.
Stillingen er tidsbegrænset til tre år.
Dine primære opgaver vil være at:
- varetage undervisning i OSINT som journalistisk værktøj
- udvikle, planlægge og gennemføre undervisningsforløb
- bidrage til løbende at videreudvikle journalistuddannelsen
Vi lægger vægt på, at du:
- har en relevant uddannelse, gerne på master- eller kandidatniveau
- har dokumenteret erfaring med anvendelse af de nyeste teknologier og værktøjer inden for både manuel og automatiseret indhentning af data og information. Heriblandt også anvendelse AI til OSINT undersøgelser.
- har bred og avanceret viden om SOCMINT og GEOINT. Erfaring med verificering af billed- og videomateriale, herunder reverse image search, metadata-analyse og vurdering af manipuleret eller AI-genereret indhold.
- har erfaring med analytiske OSINT-metoder som netværkskortlægning, geolokation og avancerede søgeoperatører, samt med at anvende disse i praksis på konkrete undersøgelser.
- har kendskab til de metoder og værktøjer, der særligt anvendes i journalistiske undersøgelser og verificering. Samt forståelse for de juridiske og etiske rammer for OSINT-arbejde i en journalistisk kontekst
- har kendskab til digital sikkerhed og OPSEC i forbindelse med research (fx anonymisering og sikker indhentning).
- er en god kollega og holdspiller
- har undervisningserfaring
Om afdelingen
Vi tilbyder et uhøjtideligt, tværfagligt arbejdsmiljø med spændende arbejdsopgaver og plads til selvstændigt arbejde og medindflydelse. Der er rig mulighed for (tvær)fagligt samarbejde og faglig udvikling. Og så giver vi dig mulighed for at udvikle og uddanne fremtidens journalister.
På journalistuddannelserne er vi omkring 40 undervisere og forskere, der brænder for faget, for undervisning og for at arbejde med de omkring 1.000 dygtige studerende på journalistuddannelsen, cand.public, Erasmus Mundus Master in Journalism, Media and Globalisation, Profilfag og BA-tilvalg.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 7,4 timer om ugen og ønskes besat pr. 1. november 2026. Det primære ansættelsessted er Aarhus.
Ansættelsen følger gældende bekendtgørelse om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og visse maritime uddannelsesinstitutioner, for tiden (BEK nr. 414 af 27/04/2025).
Ansættelsen sker i henhold til de enhver tid gældende vilkår i ”Cirkulære om overenskomst for eksterne lektorer og timelærer professionshøjskoler, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, erhvervsakademier og maritime uddannelsesinstitutioner m.fl. under Uddannelses- og Forskningsministeriet (Akademikers forhandlingsområde).
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, eller ønsker du flere oplysninger, er du velkommen til at kontakte institutleder Henrik Berggren (mail: hb@dmjx.dk, tlf.: 30623589).
Ansøgning
Ansøgning vedlagt relevant dokumentation uploades via linket ”Søg stillingen” senest den 5. oktober 2026. Undlad venligst at sende personfølsomme oplysninger med din ansøgning.
Angiv venligst, hvor du har set jobannoncen.
Alle interesserede, uanset personlig baggrund, opfordres til at søge stillingen.
Om Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) uddanner fremtidens talenter inden for bl.a. reklame, design, journalistik, foto, kommunikation og medieledelse - og videreuddanner dem, der allerede arbejder inden for områderne.
DMJX samarbejder med ledende uddannelsesinstitutioner over hele verden samt med virksomheder og organisationer for at sikre uddannelser, der er praksisnære og målrettet en verden i forandring. Desuden huser DMJX flere videnscenterfunktioner og bedriver forskning inden for de områder, der undervises i.
DMJX har domicil i både Aarhus og København og har omkring 2.000 indskrevne fuldtidsstuderende, knap 2.000 deltidsstuderende/kursister hvert år, ca. 160 fuldtidsansatte undervisere og forskere, administrativt personale samt et større antal eksterne undervisere.
Læs mere om Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på: dmjx.dk